Cushing: Tidlige tegn og effektiv behandling

Tre heste i en stald. Billede fra Canva. 

Cushing, også kendt som PPID (Pituitary Pars Intermedia Dysfunction), er en hormonel lidelse, der primært rammer ældre heste og kan have betydelig indvirkning på deres helbred og livskvalitet. Tilstanden opstår, når hypofysen overproducerer hormoner, hvilket kan føre til en række symptomer, såsom lang og krøllet pels, vægttab samt forfangenhed med mere. For hesteejere er det afgørende at være opmærksom på tegnene og forstå behandlingsmulighederne, da tidlig diagnose og korrekt pleje kan gøre en stor forskel for hestens velvære. I denne artikel vil vi dykke ned i årsagerne til Cushing, de karakteristiske symptomer, diagnosemetoder samt de mest effektive behandlingsstrategier, så du kan sikre den bedst mulige pleje for din hest.

Hvad er Cushing?

Som nævnt, er Cushing en hormonel lidelse, der opstår grundet dysfunktionaliteter i den del af hjernen, der kaldes hypofysen. Heste med PPIS vil ikke producere nok dopamin, og Pars Intermedia, som er en specifik del af hypofysen vil forstørres. Det medfører overproduktion af bestemte hormoner, heriblandt er ATCH - adrenokortikotropthormon. Hormonet stimulerer binyrerne til at producere mere kortisol, og det er netop overproduktionen af dette, der kan forklare en stor del af de symptomer, der følger med sygdommen.

Hvorfor opstår Cushing?

Måske har du hørt, at Cushing ofte opstår hos ældre heste. Selve grunden til sygdommen er ikke 100% kendt og fastlagt, men det menes at hænge sammen med aldringen, og dermed forekommer det oftest hos ældre heste. Det er dog sjældent, men ikke uhørt at sygdommen også opstår hos yngre heste. Enkelte artikler beskriver også hvordan det tyder på, at Cushing kan hænge sammen med hestens race; dog kan sygdommen opstå hos alle racer. Ifølge Royal Vetenary College - University of London er ponyer i større risikogruppe, for at blive ramt end heste - dog tyder det på, at sygdommen i lige dele rammer vallakker og hopper.

Symptomer

Symptomerne kan variere fra tilfælde til tilfælde, men de fleste heste viser en kombination af karakteristiske tegn. Et af de mest genkendelige symptomer er en ændring i pelsen; heste med Cushing udvikler ofte en lang, krøllet pels, der ikke fælder som normalt. Derudover kan heste opleve vægtforandringer, mens de kan miste muskelmasse; typisk omkring skuldre og ryg.

Heste med Cushing kan også vise tegn på øget tørst og urinproduktion, overdreven svedtendens samt en generel nedsættelse af energiniveauet. Adfærdsændringer, såsom ændret temperament eller stigende irritabilitet, kan også forekomme; det kan blandt andet skyldes den nedsatte produktion af dopamin - et signalstof i hjernen, der blandt andet hænger sammen med belønningssystemet, og i høj grad kan påvirke humøret. Desuden er heste med Cushing mere modtagelige for infektioner og kan udvikle insulinresistens, hvilket kan føre til yderligere sundhedsproblemer som forfangenhed. Det er vigtigt for hesteejere at være opmærksomme på disse symptomer og søge dyrlægehjælp, hvis de bemærker ændringer i deres hests tilstand. Tidlig opdagelse kan være afgørende for at forbedre hestens livskvalitet og håndtere sygdommen effektivt.

Diagnosen - få testet din hest

Kan du nikke genkendende til nogle af de beskrevne symptomer? Så er det nu, du skal tage fat i dyrlægen, og få taget en blodprøve på din hest. Langt Hesteliv har i mange år kørt en kampagne, når det kommer til test for PPID. De samarbejder med udvalgte dyrlæger, og giver derigennem vouchers til udvalgte heste, for en gratis test. I efterårsmånederne observeres en stigning i ACTH-niveauerne i blodet hos både sunde heste og dem, der lider af PPID. Tidligere har man derfor antaget, at det ikke var muligt at konkludere på ACTH-niveauer i denne periode, men nyere undersøgelser har imidlertid vist, at heste med PPID oplever en endnu større stigning i ACTH end raske heste, hvilket øger forskellen betydeligt og reducerer gråzonen.

Behandling

Sygdommen kan i sig selv ikke kureres, men den kan holdes nede med korrekt behandling. Det resulterer i, at hestens livskvalitet kan holdes oppe, og de fleste heste kan sagtens leve et godt liv med Cushing, hvis altså de får den rette behandling og pleje. Den mest anvendte medicinske behandling af Cushing er Pergolid, der regulerer dopaminen. PPID er en progressiv sygdom, og det anbefales at man årligt fører kontrol med hestens værdier gennem en blodprøve. Diagnosen resulterer ikke altid i medicinsk behandling, men dette vil din dyrlæge kunne give langt bedre indsigt i.

Prognose

Vi kan på baggrund af pointerne beskrevet i artiklen altså konkludere, at en hest med Cushing sagtens kan leve et godt liv, hvis sygdommen behandles og følges nøje; men det kræver livslang pleje og dedikation. Risikoen for følgesygdomme vil ved medicinering mindskes, men den forsvinder ikke helt, og det anbefales at man jævnligt for beskåret hestens hove, tjekket ormetal og ordnet hestens tænder. Udover det kan det være en fordel at fodre hesten med kvalitetsgrovfoder, og et lavt indhold af både sukker og stivelse. Det er altid en god idé at fodre hesten med passende vitaminer og mineraler, men måske ekstra vigtigt i tilfælde af PPID.

Ved mistanke om Cushing, eller andre irregulariteter hos din hest, kontakt altid altid din dyrlæge. Jo tidligere tilstanden opdages, des hurtigere kan den kontrolleres.


Forrige
Forrige

Bliv set i vintermørket: Sikkerhed for dig og din hest

Næste
Næste

Katrine Kristensen sætter sølvpræstation i Paris