Foråret bringer mere end længere dage: Det skal du som hesteejer være opmærksom på, når foråret står for døren

Foto: Canva

Solen titter forsigtigt over horisonten, og fuglene indleder deres kvidren. Den kolde forårsbrise får hårene til at rejse sig på hestenes kroppe, og solen kæmper en brag kamp, for at opvarme den iskolde jord. For blot få måneder siden, var jorden stenhård af frost; nu mærker hestene det bløde mudder mod deres hurtigt voksende hove, når de trasker frem og tilbage på folden. Alt er i vækst: Sommerpelsen, hovene, træernes blade, græsset, blomster. Foråret summer af liv, men det bringer også sine bekymringer.

Fældning

Vi ved alle, at når temperaturerne begynder at snige sig over frysepunktet, og dagene bliver længere, vil vores heste begynde den lange proces det er, at skulle skifte pels. Den lange, bamsede vinterpels har optjent sin funktion, og holdt vinterens vilde vejr ude, nu er det tid til et skift, og en lettere påklædning. Det er en naturlig, og yderst vigtig proces, som hesten skal igennem, for at kunne temperaturregulere, men hvordan hjælper vi den bedste muligt igennem det?

Hvem har ikke brugt utallige timer med en plastikstrigle, i et desperat forsøg på fjerne alle de løse hår, der nærmest drysser af hesten, i en forårsmåned? Når man endelig er færdig, står man tilbage en anelse desperat, med så meget pels klistrene til sit tøj, at man lige så godt selv, kunne have haft vinterpels, og resultatet? Hesten står selvtilfreds på striglepladsen, med akkurat lige så meget hår, som den havde for et par timer siden - eller således kan det syne. Det er, hvad størstedelen af os, vil associere fældesæsonen med, men den bringer også én anden faktor: B-vitaminunderskud.

Pelssætningen har 3 naturlige faser. Den første, kaldet vækstfasen, medfører et stort forbrug af næringsstoffer. Et af disse næringsstoffer, er B-vitamin. Et vitamin, der både bruges til vækst af hår, hud og hove, men men også har noget at gøre med hestens fordøjelse og celleproduktion. Med et højt forbrug af næringsstoffet, vil tendensen til et underskud ikke være unormal. Man vil typisk kunne se dette, ved at pelsskiftet varer længere, pelsen bliver mat, hovenes kvalitet er forringet og hestens energiniveau vil være lavere.

Foto: Canva

Som udgangspunkt, kan en sund og rask hest selv producere tilstrækkeligt B-vitamin i stortarmen, og ved at indtage næringsrigt grovfoder, men nogle gange, er dette ikke helt nok. Her kan det være en idé at supplere med tilskud, for at hjælpe hesten på vej, til et gnidningsfrit pelsskifte, men bemærk at dette IKKE erstatter hestens behov for rigeligt med grovfoder, og korrekt fodring generelt.

Blodcirkulation har også vist sig at have effekt på fældningen, og kunne nedsætte processens varighed. Ved at strigle eller massere hesten ofte, kan man øge tilgangen af næringsstoffer til hestens celler, der danner pelsen. Det er altså ikke forgæves, at strigle løs under fældesæsonen.

Forfangenhed

En anden tilstand, vi oftest forbinder med forår, er forfangenhed. Vi forbinder det til det forhøjede sukkerindhold i græsset, der forekommer, når det er i vækst, men årsagen til forfangenhed er ikke determineret 100%. Forfangenhed er en sygdom, og et udtryk for en betændelsestilstand i hovens lameller, der grundet udsivning af vævsvæske, vil resultere i sammenbinding mellem læderhuden og hornkapslen. Det kan i nogle tilfælde føre til hovbensrotation, som vil give en deformation af hovene.

Typiske symptomer på lidelsen er:

  • Puls i hovene

  • Puls i benene

  • Varme i hovene

  • Stikkende gang

  • Hesten forsøger at aflaste forhovene, og læner sig bagover

  • Smerte, når hovene visiteres

I mange tilfælde af forfangenhed hænger det sammen med underliggende stofskiftesygdomme, der medfører større insulinfølsomhed og derfor kan trigges af højere sukkerindhold i græsset.

Det er muligt, at tage sine forbehold, for i så høj grad, som muligt, at forebygge sygdommen. Man bør undgå bratte foderskift, og eksempelvis græsse hesten grundigt ind, før den lukkes ud, på den frodige forårsfold. Regelmæssig motion er også en god idé. Motion hjælper med at opretholde en sund vægt hos hesten. Overvægtige heste har øget risiko for forfangenhed, da det lægger ekstra vægt pres på hovene og øger belastningen af hovens lameller.

Ved tegn på forfangenhed, anbefaler vi altid, at man tager fat i sin dyrlæge.

Allergier og luftvejsproblemer

Foråret bringer pollen og støv med sig, hvilket kan udløse allergiske reaktioner og luftvejsproblemer hos nogle heste. Dette kan resultere i hoste, åndedrætsbesvær og andre symptomer, der påvirker hestens velbefindende og præstationsevne. Fuldkommen ligesom mennesker, kan heste være allergiske overfor pollen og støv. Vi kender det selv; løbenæse, hoste, luftvejsproblemer og øjne, der løber i vand. Det er ikke bare pisse irriterende, men faktisk også performancenedsættende. Allergi er helt basalt en tilstand, hvor immunforsvaret reagerer på ting, som den umiddelbart finder fremmed, selvom vi forbinder disse ting, med helt almindelige hverdagsfænomener. Allergier kan både være arvelige, og en tilstand der udvikler sig, efter gentagen eksponering.

Foto: Canva

Den hyppigste form for allergi hos heste, er insektbidshypersensitivitet. Det kommer sig af, at heste er allergiske overfor proteinet i spyttet fra et insektbid, og hestens krop vil reagere ved at producere inflammatoriske substanser, der udleder en allergiske reaktion.

Efter insektbidshypersensitivitet, kommer atopi, som også er en hyppigt forekommen form for allergi, i heste. Det er et udtryk for miljøallergi, og refererer til netop pollen, støv, skimmelsvamp og andre almene ting, i hestens miljø.

Det er enormt svært, at tage sine forholdsregler, når det kommer til allergi, især fordi symptomerne nemt maskeres som en forkølelse, eller en let sløj hest, og behandling for allergi i sig selv er heller ikke lige til. Den enkleste tilgang, er at undgå hestens allergener helt eller delvist. Eksempelvis en støvallergisk hest, der bliver rykket i en løsdrift, for ikke at eksponeres for støv i lige så høj grad, som den ville gøre i en boks, men det kan straks være mere kompliceret, når det kommer til insekter og pollen. Der findes dog tilskud, og lignende metoder, som kan hjælpe hesten godt gennem foråret.

Er man i tvivl om hestens ve og vel, anbefaler vi altid, at man tager fat i sin dyrlæge.

Kolik

“Forårskolik”, bedre kendt som gæringskolik, er en type af kolik, der oftest kommer i forbindelse med, at hestene skal på græs, og dette er blot endnu en årsag til, at græsse din hest nænsomt ind, før den lukkes på græs. Gæringskolik opstår, fordi der udvikles store mængder af gas i tarmene, efter indtag af foder, med høj tendens til gæring, eksempelvis græs. Når hesten ikke har oplevet græs mens vinteren har stået på, og det lækre, grønne mad pludselig spirer for fødderne af dem, kan det være svært at styre indtaget, og de kan komme til at foræde sig.

Symptomer herpå er en udspilet hestemave, som resultat af gæringen, samt at hesten kaster sig til jorden, ruller og generelt gerne vil ligge ned. Der vil opstå tydelige tegn på forgiftning, som kan observeres via slimhinderne, eller øget puls og vejrtrækningsbesvær. Ved tegn på kolik, anbefaler vi altid, at man tager fat i sin dyrlæge.

Insekter

Foto: Canva

Forårets ankomst annonceres ikke blot af fuglekvidder og solskinseftermiddage, men også af den irriterende, summende lyd, der pirrer i øret. Lyden er skarp og næsten øredøvende på så kort afstand, og det medfører instinktive reaktioner, med pludselige hoveddrej eller desperate fakter. Vi har lige konstateret, at den hyppigste form for allergi, der forekommer hos heste, der den for insektbid, og det understreger blot endnu mere den frustration, de små, flyvende dyr bringer med sig. Det kan være en fordel, at købe ind af alt, hvad der hedder fluespray, -masker og -dækkener, når foråret står for døren.

Om foråret kan insekter have en betydelig indvirkning på heste. De mange insekter, der kommer frem i løbet af forårsmånederne, kan forårsage gener og ubehag for hestene. Fluer, myg, og andre insekter kan irritere hestene ved at svirre omkring dem, bide dem og forårsage kløe på deres hud. Dette ubehag kan resultere i, at hestene bliver urolige, stressede og vanskelige at håndtere.

Derudover kan insekter overføre sygdomme til heste, hvilket udgør en yderligere risiko for deres helbred. Det er derfor vigtigt for hesteejere at træffe foranstaltninger for at beskytte deres heste mod insekterne om foråret. Dette kan omfatte brug af insektnet, sprays og andre former for insektbeskyttelse.

Det er også væsentligt at være opmærksom på, at nogle heste kan udvikle allergiske reaktioner over for insekter. Disse allergier kan forværres om foråret, når insektaktiviteten er høj. Heste med insektallergi kræver særlig pleje og opmærksomhed for at mindske deres symptomer og ubehag.

Samlet set kan insekter have en betydelig indvirkning på heste om foråret, og det er afgørende at tage de nødvendige skridt for at beskytte hestene mod insektplagen i denne periode.

Sommereksem

Sommereksem er en kronisk, sæsonbetinget lidelse, som typisk præsenterer sig selv om foråret, og intensiverer i løbet af sommeren, og så forsvinder igen. Det skyldes typisk insektstik og mitter. Man vil opleve, at hesten klør sig gevaldigt, og det kan lede til både sår og hårtab. Sårene kan blive betændte, og det er vigtigt, at det behandles. Lidelsen er ikke smitsom, og det er helt normalt at stå med et hestehold, hvor ikke alle er ramt. Sommereksem vil typisk ses på hestens bagpart, ved halen og i manken, men det forekommer også andre steder.

Der er i mellemtiden ingen dokumenteret kur, mod sommereksem, men man kan, som så meget andet, også forebygge sommereksem. Det kan være en idé at trække hesten ind i en stald, for natten, eller hvis det er observeret, at biddene forekommer hyppigst på én fold; rykke den til en anden. Når hesten først er begyndt at klø, er det svært at stoppe, så det gælder om at tage sig sine forholdsregner, før det er for sent. Fluespray og insektdækkener er har også her vist sig, at være effektive midler. De mest effektive insektsprays indeholder stofferne permethrin og cypermethrin. Et eksempel på dette er den sorte flaske, mange har set på hylderne i butikkerne: Absorbine UltraShield. Det indeholder både biocider og gift, og benyttelsen kræver derfor en vis omhu. Vær opmærksom på, at bortskaffelse også skal foregå med forsigtighed. Stoffet må kun bruges på heste, udelukket fra konsum, og det er farligt for katte.

Man kan også bidrage til at opretholde hestens hud sund, ved at fodre korrekt, og tildele antiinflammatoriske tilskud, efter behov. Det er vigtigt at konsultere en dyrlæge, hvis din hest viser tegn på sommereksem, da en tidlig diagnose og korrekt behandling kan hjælpe med at lindre symptomerne og sikre hestens trivsel gennem sommeren.

Gødningsprøver

Orm er en belastning af hestens immunsystem, og hvis ikke bestanden af orm holdes nede, vil det forværre hestens helbred. Det kan blandt andet vise sig som træthed, mat pels og vægttab. Både hestens præstationsevne vil nedsættes, men også dens chancer for kolik og andre fordøjelsesproblemer, vil omvendt forøges.

En grad af orm er normalt og naturligt for heste, og kan ovenikøbet være med til at styrke hestens immunforsvar. De mest almindelige orm hos heste er små blodorm. Ægudskillelsen af blodorm er størst i foråret, hvorfor det er vigtigt at få taget en gødningsprøve. Det ses også i foråret, at heste får diarré, fordi blodormene, som har ligget i dvale gennem vinteren, pludselig bliver aktive igen, ved forårets ankomst.

Store blodorm kan give anledning til livstruende sygdomme, og det er derfor vigtigt, at der foretages gødningsprøver og behandlinger af orm, hos heste.


Forrige
Forrige

Bag kameraet med Photos by Vrixen

Næste
Næste

De mest populære hestenavne i 2023