Tingene er ikke altid, som de ser ud: Min rejse med en misforstået hest

- “Hesten styrer ikke under ridning – den accepterer én, hvis man fortjener det.” Jeg vil fortælle om min rejse som en ung rytter med en misforstået hest.

Line Bours og hesten Daria. Privatfoto.

Jeg var 11 år, da jeg begyndte at ride. Jeg elskede det fra første dag, og da min mor desværre mistede sin hest, var det min tur til at finde min egen. Jeg var 12 år, da jeg for første gang kiggede på min fremtidige hest – en hest så smuk, at man følte sig en del af et eventyr. Hendes navn var Daria, en brun hoppe med to hvide sokker og et bedårende ansigt.

Jeg skulle prøve hende. Som rytter fra rideskole tænkte jeg, at jeg sagtens kunne håndtere en tændt hoppe. Men efter blot to sekunder på ryggen sprang hun i fuld galop. Hun kom i longe, og derefter gik det stille og roligt. Min mor og jeg kunne se noget særligt i hende, og vi besluttede at købe hende. Daria blev læsset i trailer og kørt hjem til Sjælland for en handelsundersøgelse. Hun stod oprindeligt i Jylland, men var netop kommet til Danmark, født og opvokset i Tyskland.

Som uerfaren rytter valgte jeg at lade en tidligere bekendt, som også underviste mig, ride hende først. Efter nogle gange med denne rytter, blev Daria introduceret til en pisk. Jeg var ikke til stede under episoden, men Daria reagerede voldsomt. Jeg begyndte derfor at undersøge hendes fortid og fandt ud af, at hun havde været en såkaldt “kastebold” – hun havde aldrig haft et fast hjem. Gamle piskemærker forklarede hendes reaktioner, og jeg lærte, at hun blev voldsom under sadel og longe, fordi hun var blevet redet hårdt.

Jeg fortsatte min undervisning. Min underviser begyndte med at stramme hendes trense, og hos to forskellige undervisere blev jeg lært, at “bare ride mig ud af alt” var løsningen – og hvis hesten løb, skulle jeg korte tøjlen og tage mere fat. Over tid blev Daria dog mere og mere frustreret under den tidligere bekendte, og jeg valgte at holde en pause fra disse undervisere.

Senere begyndte jeg hos en mandlig træner, som jeg fungerede rigtig godt sammen med. Efter en periode gik jeg tilbage til min tidligere bekendte, da jeg stadig var uerfaren og så op til hende. Hun red Daria og underviste mig, og vi havde fine øjeblikke. Men Daria blev mere voldsom, især over for mig. Jeg begyndte at indse, at noget var forkert, men stolte på min underviser og fortsatte.

Daria begyndte at sparke og nægtede at have sadel på. Jeg stoppede derfor helt hos denne tidligere bekendte, da hendes råd var at give op og sælge Daria – noget, jeg aldrig kunne få mig selv til. Daria var nu så bange for sadlen, at jeg næsten ikke kunne få den på hende. Hun begyndte også at bukke i galop, noget hun aldrig havde gjort før. Jeg blev bange for min egen hest og bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde lyttet til hende.

Jeg besluttede at stole på Daria. Jeg fjernede sadlen og trensen og red kun med en cordeo rundt om halsen. Min frygt forsvandt, og jeg mærkede, at Daria stolede på mig. For første gang red vi helt afslappet, og hun begyndte langsomt at acceptere sadlen igen. Vi deltog i et stævne – ikke vores første, men første gang blev vi rost af dommer og publikum for den tillid, jeg havde til min hest, og den frihed jeg gav hende.

Nu, som 15-årig, begyndte jeg hos en kvindelig underviser, der hjalp mig med at genvinde trygheden. Vi startede med at arbejde fra jorden af og begyndte herefter at ride med et blødt bid og en løs tøjle. Vi prøvede også en bidløs trense, men den brød hun sig ikke om. Trods dette begyndte det at gå rigtig godt. Pludselig fandt vi Daria med en kæmpe skræmme på bagbenet på folden – helt ned til led og sene. Hun kunne ikke gå og blev indlagt på dyrehospitalet. Jeg har aldrig været så bange. Heldigvis var det “kun” en betændelse, der skulle have tid til at hele.

Nu er vi stærkere end nogensinde. Aldrig har jeg mærket en så tæt forbindelse til et dyr. Det gør mig stadig ondt, at det tog mig så lang tid at forstå, hvad der virkelig foregik. Men jeg var uerfaren og stolede på den forkerte person. Jeg har lært, at rytter og hest skal arbejde i samarbejde – ikke med tvang – og at relationer ikke må påvirke, hvordan man behandler sine dyr. To sjæle finder hinanden gennem tillid og opmærksomhed.

Daria har aldrig haft intention om at være voldsom – hun forsøgte at fortælle mig, at det, der skete, gjorde ondt. Nu lytter jeg til hende hver dag. Hvis hun har en dårlig dag og ikke vil have sadel på, strigler og hygger vi i stedet.

- “Husk altid at lytte til din hest – selv de mindste signaler har stor betydning.”

ANNONCE