Blogindlæg: Om at miste ridelysten
Kan du huske, da stalden var hele dit livs omdrejningspunkt? Dengang lugten af hest betød frihed, og der var intet antal af timer, der var for mange at tilbringe i stalden. Måske har du det stadig sådan, og kan overhovedet ikke relatere til dette indlæg, eller måske har du det præcis ligesom mig. Det kan være svært at indrømme, når behovet for at tage i stalden pludselig tynges af en følelse af både pligt og nødvendighed, mere end af lyst. For mange kan det være svært at dele, for andre svært at forstå. I mit tilfælde følte jeg, at jeg var den eneste i verden, der ikke længere så glæden i en dag i stalden.
Billede af min gamle pony Victor og jeg. Taget af Photos by Vrixen.
En barndomsdrøm med fire ben
Mit navn er Victoria, jeg er 22 år gammel, og 50% indehavende i Online Ridestævner; men den historie jeg vil fortælle nu, starter slet ikke her. Vi skal lidt over 10 år tilbage i tiden. Jeg gik på den lokale rideskole, 11 år gammel. Jeg havde fået lov af mine forældre til selv at tage bussen hver torsdag, når der stod ridning på skemaet. Jeg havde tidligt fri, og når klokken ringede for at markere afslutningen på sidste time, kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme på den bus. Jeg var altid den første på rideskolen. Jeg var hjælpepasser, det vil sige jeg fik lov at strigle og sadle hestene op. En titel jeg havde længtes efter som helt lille pige. Det næste skridt var at blive passer: Her fik man tildelt en specifik pony, og det var endnu større. Jeg husker hvordan solens stråler bredte sig som pletter fra ovenlysvinduerne, og når de brød gennem på en helt specifik måde, kunne man se de tunge støvdynger bevæge sig i slowmotion. Jeg striglede mindst tolv ponyer fuldkommen utrætteligt. Det var mørkt, før jeg tog hjem med bussen igen.
Jeg brugte hele min efterårsferie i stalden. Vi fik lov at leje hestene, som var de vores egne i en enkelt uge. Jeg havde med store øjne set efter min yndlingshest, Galicja, men da jeg stillede op for at melde mig til, fortalte min ridelærer mig, at det blev en uge med Victor. Den mindste pony på rækken så mod mig med sit kække blik i øjnene. Jeg havde været lille hele min barndom, og en anelse træt af at skulle ride på Victor. Jeg kendte ham ikke, men jeg havde set hvordan han yndede at smide ethvert barn af, der forsøgte sig at galopere på ham. Jeg sukkede dybt, men jeg havde glædet mig sådan til at skulle være i stalden en hel uge, så jeg tog Victor. Han gav mig kamp til stregen. Forsøgte at stikke af med mig, nægtede at lade mig løfte hans hove, og vi skal slet ikke snakke om hvor stædig han var, når det kom til at få hovedtøj på. I fire dage var jeg godt træt af ham, men på den femte mærkede jeg noget i maven. Kærlighed. Victor skulle senere vise sig at blive min heart horse.
Mit livs første store kærlighed
Da jeg senere blev tildelt en passerpony, blev det Victor. Der var intet andet jeg hellere ville, end at bruge min tid i den stald. Omringet af gode venner og heste, bankede sommeren 2016 sig ind i min hukommelse som den bedste nogesinde. Jeg brugte to uger sammen med Victor, og jeg var ihærdig. Det eneste mit liv handlede om på daværende tidspunkt, var Victor. Jeg har aldrig før følt så ubetinget en kærlighed, og da rideskolen annoncerede, at han ikke længere egnede sig til at være rideskolehest, var jeg fuldkommen knust. Med hævede øjne gik jeg hjem og tiggede og bad mine forældre om en pony. Højest på min ønskeliste hvert år, havde der altid stået en hest, men denne her sommer var det ikke længere bare en hvilken som helst hest: Det var Victor. Det krævede noget seriøs overtalelse, og jeg skulle fremlægge konkret data, før mine forældre bare ville overveje det. Jeg lavede budgetter som aldrig før. Jeg rakte ud til enhver, der kunne gøre mig klogere på hvad det ville sige at have en hest, og til sidst sagde min far ja. Den 1. oktober 2016 blev Victor min helt egen pony. Glæden ville ingen ende tage. Jeg brugte stadig hver dag i stalden med et brændende ønske om at være der hele dagen. Jeg brugte morgener, aftener, ferier, sygedage, weekender - egentlig alle slags dage - på at være i stalden. Det fortsatte sådan i fem år.
Når glæden begynder at forsvinde
Jeg husker ikke hvornår jeg vågnede op, og ikke længere mærkede glæden ved en tur i stalden. Måske kom det langsomt snigende. Måske skete det fra den ene dag til den anden. Jeg mener vi skrev året 2021, da en tur i stalden pludselig var mere af pligt, end af lyst. Jeg passede på min hest, fordi kærligheden ikke var blevet et gram mindre; tværtimod, men jeg kunne ikke længere overskue staldturene.
Der var mørkt og mudret; det må have været vinter. Jeg skubbede trillebøren gennem mudderet for hvad der føltes som tiende gang. Jeg ved ikke hvor længe jeg havde muget, men mine overarme begyndte at syre. Før mugningen havde jeg fyldt hønet og vandkar, og før alt det havde jeg siddet i en bus en time for overhovedet at nå frem til stalden. Vi skal vist slet ikke tale om, at jeg før bussen var i skole i hvad, der føltes som evigheder. Støvregnen landede blidt på mit ansigt, og kamouflerede pænt de trillende tårer på mine kinder. Heller ikke i dag nåede jeg andet end de sure pligter. Jeg gav ponyerne et kys hver, før jeg måtte stige på bussen igen, forfrossen og gennemblødt, hvis jeg skulle nå at lave lektier inden morgendagen. Mit liv havde ændret sig markant siden jeg fik Victor i 2016, hvilket er det fuldkommen forudsigelige følge af at blive voksen.
Jeg husker følelsen af, at ingen omkring mig rigtig forstod hvordan jeg havde det. Måske gjorde de, men jeg følte mig så enormt ensom. Jeg havde lovet Victor, at han aldrig skulle sælges; et løfte jeg pludselig blev i tvivl om var et, jeg blev nødt til at bryde. Jeg havde to forskellige jobs, for at få råd til at have hest, og langsomt gik det op for mig, at der var flere ting i livet, end at tage i stalden og på arbejde. Jeg gik i 2.g, og var tynget af konstant dårlig samvittighed. Jeg fortalte mig selv at jeg burde bruge mere tid i stalden, burde holde fast i den passion, der engang gav hele mit liv mening, burde udnytte tiden jeg havde med Victor bedre. Jeg brugte ordet burde tre gange med vilje. Sandheden er, at de sætninger kun er sande, fordi jeg havde sat et kæmpe net af forventninger op til mig selv. Lysten til ting kan ændre sig. Det betyder ikke at de år, man brugte i sadlen, mister deres værdi. Tværtimod. Det betyder blot at livet bevæger sig videre, og at det er helt okay at give slip på ting, der ikke længere stemmer overens med hvad, der gør en glad. Omstændigheder ændrer sig; se bare forskellen på da jeg gik i folkeskole, havde tidligt fri og oceaner af tid til at finde på sjove ting med Victor, og det netop beskrevne scenarie et par år efter.
Rytter som identitet
For mange ryttere, inklusiv mig selv, har hestene været en kæmpe del af identiteten. Det er ikke bare en hobby, det er en livsstil. Når lysten begynder at forsvinde, føles det altså ikke bare som et farvel til en gammel hobby, men nærmest som et endeligt for en del af sig selv. Det er helt almindeligt at det giver en form for identitetskrise. Vi bruger så mange timer dagligt på vores heste; hvem er vi uden?
Til sidst et lille minde om min altid elskede Victor, der tog på sin sidste rejse i dag. Tak for 10 gode år sammen. Jeg elsker dig.
Billede taget af Photos by Vrixen.
Det er også vigtigt at skelne mellem at miste glæden ved sporten, og den kærlighed man føler for sin hest. De to er ikke det samme. Man kan elske noget enormt højt, men nogle gange er den bedste løsning ikke at holde fast i det man elsker, men at give det videre til en anden, der føler den glæde, du følte en gang, og vil elske din hest lige så højt som du selv gør det. Jeg lagde så ufatteligt stort et pres på mig selv, ved at tro at jeg var en dårlig hesteejer, hvis jeg gav Victor videre. Det skulle vise sig at jeg kun blev en endnu bedre hesteejer, ved at lade ham leve sine sidste pensionsår hos nogle, der elskede ham lige så højt som jeg selv.
En lille huskeliste til dig
Prøv ikke at forcere noget, der en gang var, til at bestå, hvis fundamentet lige så stille er smuldret.
Acceptér at det nu en gang er sådan du har det.
Lad være at være for hård ved dig selv.
Tal åbent og ærligt om hvad du føler.
Husk på, at bare fordi man mister glæden ved sporten, betyder det ikke, at man ikke elsker sin hest.
Husk til sidst på, at du ikke er alene.